FAQ - Frequently Asked Questions
Hvordan bliver jeg optaget på studiet? Du skal søge om optagelse via Den Koordinerede Tilmelding, KOT. Kan jeg blive optaget uden at have matematik på A-niveau? Nej, de specifikke optagelseskrav til uddannelsen er matematik på A-niveau, fysik på B-niveau og kemi på C-niveau. Der findes adskillige muligheder for at tage suppleringskurser, se listen på UddanelsesGuiden.dk under suppleringskurser. Er det muligt at besøge INDEKLIMA & ENERGI? Du er altid velkommen! Kontakt os på studievejledningen gennem mail eller på tlf. 9940 8534: mandag 11.30 til 12.30 og onsdag fra 16.00 til 17.00 og aftal tidspunkt for rundvisning. Du kan også kontakte uddannelsens sekretær Bente Kjærgaard, gennem mail eller på tlf. 9940 8540. Hvordan finder jeg et sted at bo? Den del af Aalborg Universitet, du kommer til at gå på, vil de første to semestre være basisuddannelsen som ligger i Aalborg midtby. Bygningerne, hvor INDEKLIMA & ENERGI holder til, ligger centralt på Sohngårdsholmsvej, hvor også uddannelsens forsøgs- og laboratoriefaciliteter er placeret. Der findes flere hjemmesider, hvorpå man kan søge efter lejligheder, andelsboliger og bofællesskaber. Man kan også søge hjælp hos AKU, som varetager indstillingen til kollegie- og ungdomsboliger i Aalborg. AAU's studieguide indeholder mere information om boligsituationen for nye studerende i Aalborg. Hvilke jobmuligheder er der som civilingeniør med speciale i INDEKLIMA & ENERGI? Beskæftigelsesmulighederne er rigtig gode. Læs mere om dette under punktet "Efter studiet" eller se vores brochuré, som kan hentes ved linket til højre. Hvilke fag bliver man undervist i på INDEKLIMA & ENERGI? Foruden en række fag, som har til formål at give en solid grunduddannelse som bygningsingeniør, vil man blive undervist i indeklima, bygningers energiforbrug, alternativ energi, energioptimeret byggeri, mekanisk og naturlig ventilation, varmeanlæg samt nogle fag, der vedrører computersimulering af energi og strømninger i rum m.m. Læs mere om det i vores studieordning. Se også vores brochure til højre. Er gruppearbejde en vigtig del af INDEKLIMA & ENERGI? Da studieformen på Aalborg Universitet er baseret på problemorienteret projektarbejde, vil du hvert semester komme til at indgå i en projektgruppe, som ved samarbejde skal udforme et projekt med udgangspunkt i en problemstilling, I selv har analyseret jer frem til. Projektgruppernes størrelse varierer fra 2-7 studerende. Du kan læse mere om studieformen under punktet "Aalborgmodellen" som ligger under "Om AAU". Er det vigtigt at have en computer når jeg begynder på studiet? På INDEKLIMA & ENERGI vil du i vid udstrækning komme til at anvende computere, og selvom der stilles computere til rådighed på studiet kan det være praktisk at anskaffe sin egen. Vi anbefaler dog, at du venter med at købe din computer til slutningen af første semester. På dette tidspunkt vil du bedre kunne vurdere, hvilken pc der passer til dig og studiet. Skal jeg være god til at bruge computer, når jeg begynder på studiet? Nej, det skal du nok lære! Skal jeg være god til engelsk? Der benyttes ofte engelsk litteratur i forbindelse med undervisningen, ligesom forelæsningerne de sidste tre semestre af studiet foregår på engelsk, hvis der er udenlandske studerende. Projekterne vil man dog normalt skrive på dansk, og underviserne vil kunne vejlede på dansk. Det er vores erfaring, at de studerende hurtigt vænner sig til de engelske termer også uden at have haft engelsk på A-niveau. Desuden tilbydes engelskundervisning på universitetet som fri studieaktivitet.
|
|