Du er her:      Home > Andre eksempler > B&O, Struer
B&O's hovedkvarter i Struer

B&O's nye hovedkvarter i Struer er tegnet af KHR Arkitekter og opført i 1998. Bygningen er en af de mest markante og omtalte danske bygninger med hybrid ventilation. Bygningen ventileres ved hjælp af naturlig ventilation, når det er muligt og suppleres mekanisk med hjælpeventilatorer, når det naturlige drivtryk fra vinden og opdriften ikke slår til.

Bygningen har tre etager med en samlet højde på 12 m. Etagerne er indrettet med et storrumskontor og en række chefkontorer foruden toiletter, elevator o.l. Sydfacaden er udført i tegl med en række gennemgående vinduesbånd. Nordfacaden er udført i rent glas. Tanken med bygningen er at udføre den i en høj kvalitet med et minimum af tekniske installationer, som i videst muligt omfang skal være skjulte.

Bygningen er ventileret efter fortrængningsprincippet, hvor lettere underkølet luft tilføres rummet i den nederste del og fortrænger varme og forurening opad, hvor luften udsuges eller fjernes ved loftet. Luften forlader bygningen via to trappeskakte gennem nogle store aksialventilatorer. Ventilatorerne står stille, når det naturlige drivtryk er tilstrækkeligt og reguleres ellers efter luftkvaliteten i bygningen i form af CO2 koncentrationen. Om natten kan ventilatorerne desuden bruges til nattekøling i varme perioder, hvorved bygningens tunge dele anvendes aktivt til at akkumulere varme i dagtimerne og afgive den igen om natten. Derved reduceres dagtemperaturen i varme sommerperioder, og man undgår at skulle anvende mekanisk køling.

Aalborg Universitet har været involveret i en række måleprogrammer på B&O bygningen. Bygningen har desuden været "deltager" i flere danske energiforskningsprogrammer og en række internationale forskningsprojekter.







































































































Bang & Olufsens nye hovedkvarter i Struer opført i 1998.

Bygningens sydfacade præget af mursten og de gennemgående vinduesbånd. Til højre, bygningens nordfacade i rent glas med tre rækker centralt kontrollerede vinduesåbninger.

Oversigt over bygningens ventilationsprincip. Bygningen er naturligt ventileret med hjælpeventilatorer, når de naturlige drivkræfter ikke er tilstrækkelige (visualisering fra Birch & Krogboe A/S)

Luftens vej ind i bygningen. Luften passerer en ribbevarmeflade på vej ind og kan derved forvarmes, hvis udeluften er for kold. Herved kan trækrisikoen reduceres.

Luftens vej ud af bygningen. Luften forlader bygningen via to trappeskakter gennem et sæt aksialventilatorer. Ventilatorerne står stille, når det naturlige drivtryk er tilstrækkeligt, og starter når vinden og opdriften er utilstrækkelige.
 
Go to Top of Page
Copyright © 2008 | Bliv ingeniør i INDEKLIMA & ENERGI | studievejledning@byggeri.aau.dk