Industrien giver Aalborg-ingeniører topkarakter
En ny undersøgelse, gennemført af "Nyhedsmagasinet Ingeniøren" med hjælp fra 125 store danske ingeniørvirksomheder, viser, at ingeniøruddannelserne på Aalborg Universitet på alle områder får gode karakterer.
Personalecheferne blev bedt om at bedømme de ingeniøruddannelser, som de har ansat kandidater fra eller på anden måde kender til. Resultatet af "Ingeniørens" undersøgelser viste, at kandidater fra Aalborg Universitet scorer højt i alle kategorier - bl.a. svarer 81 % af de adspurgte, at kandidaterne fra Aalborg har god eller meget god kontakt og samarbejde med erhvervslivet. I kategorien med de ingeniørmæssige og faglige kompetencer har 86 % godt at sige om AAU. Resultaterne er ingen overraskelse for dekan Finn Kjærsdam, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet. "Vores model for ingeniøruddannelse er i den internationale elite, hvad vores mange internationale kontakter for længst har vist os. I Shanghai og i Boston er man i færd med at bygge uddannelser op efter vores model, og særligt glædeligt er det, at undersøgelsen viser, at fagligheden hos os er helt i top. Nu må al snak om rundkredspædagogik holde op - det er ikke seriøst." OECD-rapporten om de danske uddannelser, der udkom i januar, efterlyser mere aktivt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, og det er en udvikling, Aalborg Universitet ifølge undersøgelsen og Finn Kjærsdam for længst har taget konsekvensen af. "Hvert år har vi 2000 projektgrupper fra Aalborg Universitet ude i danske virksomheder, hvor de laver deres egne projekter. Det sikrer, at de studerende er maksimalt involveret i deres egen indlæring, og at de lærer noget om de vilkår, der gælder i erhvervslivet", siger Finn Kjærsdam. Hans udsagn bakkes op af "Ingeniørens" undersøgelse, der viser, at på det markedsmæssige og erhvervsøkonomiske plan får Aalborg-kandidaterne mange positive udtalelser. "Aalborg-modellen med problembaseret læring har med den nye undersøgelse fået den endelige blåstempling fra erhvervslivet, og det kan de andre ingeniøruddannelser ikke sidde overhørig", mener Finn Kjærsdam. |
|